- Når prisen for styrke bliver for høj
Jeg har mulighed for at følge forskellige statistikker for trafikken på min hjemmeside. Én side skiller sig konsekvent ud: en side, hvor jeg dykker ned i forskningen omkring brug af testosteron i dopingrelaterede doser, dets indflydelse på opbygning af muskelmasse og -styrke samt de konsekvenser, det har for fysisk helbred og mental sundhed. Uden undtagelse ligger den side altid i top 3 over de mest besøgte sider på hjemmesiden.
Du kan læse siden om testosteron, fysisk helbred og mental sundhed her.
Jeg har aldrig taget anabole steroider. Hvad jeg beslutter i fremtiden, ved jeg ikke – særligt ikke når jeg bliver gammel og det uundgåelige fald i styrke begynder – men med mit nuværende mindset forventer jeg ikke nogensinde at starte.
I mine yngre år konkurrerede jeg i bodybuilding og fitness, og i mine midt-tyvere begyndte jeg at konkurrere i styrkesport og stærkmand. Det er sportsgrene, som i betydelig grad er præget af brug af doping blandt atleterne. Derfor har jeg gentagende gange været nødt til at konfrontere mig selv med min egen holdning til brug af doping.
Grundlæggende er jeg ligeglad med, hvad andre gør, så længe det ikke går ud over nogen. Gør hvad du har lyst til – og tag både belønningerne og konsekvenserne, der følger med dine valg. Det følgende er udelukkende mine egne personlige refleksioner, som jeg har gjort mig gennem årene, siden jeg startede med at konkurrere for omkring 14 år siden.
Hvorfor tage steroider?
Jeg kan egentlig kun komme på én grund til, at jeg skulle starte: at blive den bedste.
Hvis mit mål var at jagte medaljer til VM, OL eller lignende, hvor jeg må forvente, at samtlige deltagende atleter har samme mål og er villige til at gøre, hvad end der skal til for at vinde, så ville det give mening også selv at starte. I så fald ville jeg dog først sikre mig, at jeg havde udviklet mit fulde naturlige potentiale.
Hvorfor tager jeg ikke steroider?
1. Min fremgang ville ikke have værdi for mig
Vi ved fra forskningen, at steroider gør dig stærkere. Der findes endda studier, der viser, at personer, som tager steroider uden overhovedet at træne, kan blive stærkere end naturlige atleter, der træner – i hvert fald når styrken testes i maskiner, hvor løfteteknik ikke spiller en afgørende rolle. Kombineres steroider med træning, bliver fremgangen ekstrem.
Jeg træner blandt andet for den personlige udvikling. Der er en terapeutisk værdi i at sætte mål, arbejde målrettet og se målbar fremgang over tid. Hvis jeg tog steroider, ville jeg i princippet kunne ligge mig på sofaen og blive stærkere – og dermed ville fremgangen miste sin betydning for mig.
Selvfølgelig kunne noget af fremgangen stadig skyldes min indsats, hvis jeg samtidig trænede. Problemet er, at jeg aldrig ville kunne vide, hvor meget der kom fra arbejdet, og hvor meget der kom fra stofferne. Især hvis jeg allerede havde nået mit naturlige genetiske potentiale, ville jeg vide, at al yderligere fremgang udelukkende var et produkt af steroidforbruget.
Efter 17 års træning er fremgang for mig en sjældenhed. Hvert eneste kilo, der bliver lagt på stangen, er derfor en kæmpe succesoplevelse. Den oplevelse ville jeg være foruden for altid, hvis jeg begyndte at tage steroider.
Måske bliver jeg aldrig verdensmester. Det er okay. Det er en titel, der kunne være sej at have – men det er ikke en titel, jeg har brug for. Den forbedrer ikke mit liv.
2. Anabole steroider er hårde stoffer med alvorlige helbredsmæssige konsekvenser
Brug af anabole steroider er forbundet med markant øget dødelighed, nedsat livskvalitet, en lang række kredsløbssygdomme, organsvigt, fald i kognitive færdigheder og IQ samt psykiske lidelser som angst, depression og stofmisbrug.
Alle disse risici forøges betydeligt, hvis man i forvejen har helbredsmæssige eller psykiske udfordringer, eller hvis man er genetisk disponeret.
Jeg kan godt lide at være i live – og jeg har i sinde at strække mit liv så langt som muligt med det helbred, jeg har nu.
3. Anabole steroider er ulovlige – og det har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser
Man kan sagtens diskutere, om anabole steroider burde være lovlige. De helbredsmæssige konsekvenser er som minimum sammenlignelige med dem, vi ser ved brug af tobak og alkohol, som vi tillader folk at købe og anvende i ubegrænsede mængder.
Steroidemisbrug kan – ligesom alkohol – føre til forringet helbred, nedsat kognition, følelsesmæssige udsving og vredesudbrud, der kan skade andre mennesker. Spritbilister dræber mennesker hver dag. Fulde mennesker udøver vold mod deres partner eller i nattelivet. Passiv rygning har dokumenterede konsekvenser for ikke-rygeres hjerte- og lungesundhed.
Personligt mener jeg, at man enten bør tillade alt eller forbyde alt. Og alkohol og tobak bliver ikke forbudt i vores levetid.
Jeg er heller ikke bekendt med forskning, der viser, at ulovliggørelse af stoffer mindsker brugen. Tværtimod. Da jeg arbejdede med domsanbragte unge mennesker med misbrug, var ulovliggørelse primært en ekstra stressfaktor. De ønskede ikke at begå kriminalitet, men de havde brug for at håndtere deres udfordringer med den eneste løsning, de kendte.
Konsekvensen var, at de brugte deres i forvejen begrænsede ressourcer og mentale overskud på at skaffe stoffer. Samtidig blev de afvist af psykiatrien, fordi de havde et “aktivt misbrug” og derfor ikke kunne få hjælp, før de stoppede.
Det er en idiotisk samfundsstruktur.
Hvis borgerne bare kunne stoppe med at tage stoffer, havde de gjort det. De har brug for hjælp fra psykiatrien for at kunne stoppe – ikke omvendt. Først når de lærer at mestre deres udfordringer på andre måder, kan misbruget ophøre.
Der kan drages klare paralleller til visse steroidemisbrugere, hvis identitet, trivsel og psykologiske velvære er tæt knyttet til deres niveau af muskelmasse og styrke – og som derfor bliver psykisk afhængige af et konstant forbrug for at kunne opretholde dette.
Problemet er, at det niveau, man én gang har opnået, hurtigt bliver det nye nulpunkt. Normal fremgang bliver utilstrækkelig. Det, der tidligere var tilfredsstillende, føles pludselig som stilstand. Mere vil have mere – ikke fordi man nødvendigvis ønsker mere, men fordi man ikke kan acceptere mindre.
Det fører ofte til højere doser, længere kure og kombinationer af flere præparater. Samtidig følger flere og mere alvorlige helbredsmæssige bivirkninger, både fysisk og psykisk. Men på det tidspunkt handler det sjældent længere om at optimere eller præstere. Det handler om at bevare en identitet.
På et tidspunkt bliver spørgsmålet derfor ikke længere: “Vil jeg fortsætte?”
men derimod: “Hvem er jeg, hvis jeg stopper?”
Det ulovlige marked for steroider flytter samtidig salget over til bande- og rockerrelaterede miljøer. Med den indsigt, jeg har fra mit tidligere arbejde, er jeg overbevist om, at størstedelen af de etablerede bander faktisk forsøger at holde deres interne konflikter væk fra civile. Om det skyldes samvittighed, eller et ønske om ikke at tiltrække politiets opmærksomhed, ved jeg ikke.
Problemet er, at selv hvis flertallet forsøger at holde krigen intern, er der nogle få, som fører den ud i samfundet. Her bliver civile – direkte eller indirekte – en del af konflikten. I Danmark er uvedkommende civile gentagne gange blevet dræbt i forbindelse med rockeropgør gennem historien.
De knive, kugler, granater og eksplosiver, der bruges i gaderne, er blandt andet finansieret af menneskers forbrug af doping.
Det her foregår ikke på den anden side af kloden, hvor vi kan abstrahere fra det, som når vi køber produkter lavet af børnearbejde. Det foregår her. Lige uden for vores vinduer.
En stor del af problemet kunne elimineres ved at gøre doping lovligt. Men så længe det er ulovligt, mener jeg, at enhver handel reelt er en indirekte støtte til vold og drab på civile danskere.
Det kan jeg ikke støtte op om.
Tilføj kommentar
Kommentarer