Nogle forældre har tydeligvis misforstået hvad rollen som forælder indebærer
Jeg fik en gang en mail fra en forælder, der ønskede et træningsforløb for sin søn. Det var i sig selv ikke usædvanligt. Jeg har gennem årene trænet med flere teenagere og unge voksne og hjulpet dem med at blive stærkere, mere robuste og opbygge bedre psykologiske færdigheder til at håndtere livets udfordringer. Det hele starter næsten altid med en henvendelse fra deres forældre.
Vi skrev lidt frem og tilbage. Jeg fik sønnens livshistorie ridset op. Jeg vil ikke gå i detaljer — det var en lang mail — men den beskrev et liv præget af fysisk sygdom, psykiske lidelser og massive sociale udfordringer. Der var ingen tvivl om, at det havde sat sine spor: hjælpeløshed, isolation og mistillid til omverdenen.
I korrespondancen dukkede der også nogle formuleringer op fra forælderen, som gav mig anledning til bekymring. Jeg kan bl.a. trække disse sætninger ud af mailen:
- “Så manglede der jo kun lige overtalelse af *NAVN*!”
- “Og så opgav *NAVN*. Og blev 18 og kunne ikke længere tvinges til noget som helst.”
- “Hvis jeg får overtalt *NAVN* til en samtale, mon du så kan overtale ham til træning?”
- “Nu ved jeg udmærket, at man ikke skal lyve — men af og til kan en hvid løgn være vejen til succes. Så jeg tænkte, om jeg kunne få *NAVN* med til træning, hvis vi ‘havde vundet den første måned gratis’, da han er bekymret for min økonomi. Ville det være ok med dig?”
Mit svar tilbage var tredelt. Her i forkortet form:
-
Jeg anerkender, at du vil din søn det, du mener er det bedste.
-
Jeg kommer aldrig til at lyve for ham!
-
Jeg vil gerne træne med ham — hvis han selv vil. Og kun på hans initiativ.
Jeg gav en længere forklaring på hvorfor. Jeg hørte aldrig fra forælderen igen.
Jeg har fået en betydelig mængde teoretisk undervisning og har flere års praksiserfaring som ergoterapeut — både i Center for Psykiatri og i Sundhed & Omsorg — hvor jeg har arbejdet med unge mennesker med dobbeltdiagnoser og gentagne nederlag i bagagen. Jeg har set, hvad der skal til for, at de ikke bare “fungerer”, men faktisk trives og udvikler sig.
Der er nogle gennemgående fællesnævnere hos næsten alle de unge mennesker jeg har arbejdet med:
1. De trives, når du behandler dem som voksne. Når de spørger, får de fakta og rammerne, som de er — både de positive og de negative. De skal ikke pakkes ind i vat, lyves for eller skånes for virkeligheden. Livet er hårdt. Det betyder ikke, at du skal afskrække dem fra handling, men hvis de spørger, skal de have ærlige svar. Det er gensidig respekt, der skaber tillid.
2. De trives i at være den styrende. Dvs. at du er der, når de har brug for det — med den støtte de vurderer, de har brug for. Er de i tvivl eller ønsker dine input, så spørger de. Indtil da lader du dem leve deres liv. Mennesker er selv eksperter i deres eget liv og har ret til at skabe det liv de vil have. Du kender ikke deres fulde livshistorie. Du har ikke afdækket alle deres overbevisninger, leveregler og måder at forstå verden på. Det betyder også, at du ikke uopfordret skal komme med råd, perspektiver, livshistorier, leveregler eller meninger om deres problematikker og hvordan du synes de “burde" håndtere dem. Hvis de ikke har spurgt, så holder du din kæft, blander dig udenom og støtter dem i det, de selv vurderer, de har brug for hjælp til.
Vil de fejle en gang imellem? Helt sikkert. Sådan er livet for os alle. Men nogle gange vil de også lykkes, hvor du var overbevist om, at de ikke ville. Og så lærer du noget nyt om dem — og om hvad de faktisk er i stand til. Igen: gensidig respekt og tillid. Du stoler på dem. De stoler på dig. I er ligeværdige.
3. De ved godt, hvad der skal til for at udvikle sig. Alle ved, at udvikling kræver udfordring — startet på et håndterbart niveau og gradvist øget over tid. Motivation til at udsætte sig for det kommer indefra. Den kan ikke påduttes. De kan sagtens have brug for sparring ift. at lave en gradueret plan, finde et realistisk udgangspunkt og sætte mål, så de undgår flere unødvendige nederlag — men den hjælp skal komme på deres initiativ. Ikke dit.
4. Og endelig: de har alle haft forældre, som systematisk har brugt tvang, styring og manipulation som pædagogisk metode. Metoder, der er veldokumenteret ikke virker. Tværtimod skaber de flere nederlag, mindre tillid til mennesker, mere fortrængning og mere isolation. De socialpædagoger, jeg har arbejdet sammen med, som havde mindst succes, var dem der praktiserede styring, konsekvenspædagogik og påduttede borgerne deres egne subjektive leveregler — fortalte dem, hvad der var rigtigt og forkert, og hvorfor deres tanker og overvejelser var forkerte.
Træning er en metafor for livet
I styrketræning kan du ikke udvikle et andet menneskes styrke ved at tage stangen ud af deres hænder og løfte vægten for dem. Du kan ikke snige stangen på deres ryg, uden at skabe mistillid. Du kan ikke løfte vægten sammen dem, uanset hvor meget du ønsker at skåne dem for nederlag. Så får de et voldsomt realitetstjek, den dag de selv står med vægten i hænderne. Stangen er ærlig, objektiv og konstant. Den kræver frivillighed og selvstændighed. Den afslører både vores styrker og vores begrænsninger.
Progression sker i det tempo, som kroppens fysiologiske processer kan følge med til. For lidt belastning giver ingen udvikling. For meget giver nederlag . og det kræver at løfteren psykologisk også er villig til at øge vægten en lille smule over tid. Det virker ikke når nogen står ved siden af og presser dem eller prøver at overtale dem til at øge vægten hurtigere eller med mere end de kan og vil.
Når træning foretages korrekt kan det blive et sted, hvor mennesker genopbygger tillid til sig selv, oplever mestring og langsomt får mod på at øge udfordring over tid. Når de så vælger at øge vægten og tager kampen op, sker dér én af to ting: 1. De klarer den, hvilket de lærer noget af. 2. De klarer den ikke, hvilket de lærer noget af. Alt du som spotter kan gøre er at hjælpe dem med at få stangen sikkert tilbage i stativet, hvis de fejler løftet.
Når forældre forsøger at motivere gennem pres, manipulation eller “hvide løgne”, sker der noget meget forudsigeligt: Barnet lærer at stole mindre på verden omkring sig. Det sværeste for mange forældre er at give slip, fordi de stadig ser deres voksne sønner og døtre som små børn, der skal formes. Det er svært for dem at stå ved siden af, holde rammen, være ærlig om vilkårene - og selv lade barnet skride til handling over for problemer, hvis de vil
- Også når tempoet er langsommere, end forældrene kunne ønske sig.
- Også når forældrene synes, at barnet burde gøre mere.
- Også når forældrene mener at barnet tager andre beslutninger end hvad forældrene synes er det rigtige at gøre.
Når jeg bruger vægtstangstræning som redskab, er det bl.a. for at skabe et rum, hvor mennesker kan genvinde ejerskab. Over deres krop. Over deres valg. Over deres udvikling. Over deres liv. For først dér opstår reel styrke — både den fysiske og den psykologiske.
Tilføj kommentar
Kommentarer