Når vi vil opnå noget i livet – fysisk eller mentalt – begynder vi med slutningen. Vi sætter et mål. Vi reflekterer. Vi præciserer. Vi konkretiserer.
Men når vi først har formuleret vores specifikke mål, opstår et endnu vigtigere spørgsmål:
Hvilket mål er vigtigst?
Det er her, mange støder på udfordringer.
Inden for træning kan vores mål typisk placeres i overordnede kategorier som:
-
At nyde sin træning
-
Sundhed (mobilitet, kondition, forebyggelse af livsstilssygdomme)
-
Smertehåndtering
-
Personlige rekorder og mål
-
At være konkurrencedygtig i sin sport
Der er intet galt i at have flere mål. Problemet opstår, når de begynder at modarbejde hinanden. Du kan ikke altid optimere for maksimal præstation og samtidig minimere risikoen for smerte. Du kan ikke altid jagte personlige rekorder i specifikke bevægemønstre og samtidig prioritere variation i den daglige træningsrutine. Når vi forsøger at finde en “halv” løsning, der tilgodeser det hele, mister vi ofte både retning og motivation, fordi vi mangler en klar prioritering.
Klarhed skaber handlekraft.
Når du på forhånd har rangordnet dine mål, ved du, hvad der gælder, når det bliver svært. Du går ikke i stå. Du bliver ikke handlingslammet. Du tvivler ikke på dig selv. Du har allerede besluttet, hvad der er vigtigst.
To forskellige – men lige legitime – valg
Forestil dig følgende situation:
“Jeg har betydelige ledsmerter, men jeg har en konkurrence om en måned. Det vigtigste for mig er at præstere maksimalt dér. Hvis det betyder vedvarende smerter bagefter, er det en pris, jeg er villig til at betale.”
Det er ét valg. Det kunne også være det modsatte:
“Jeg sætter ikke personlige rekorder lige nu, og jeg er ikke så stærk som jeg har været... Men det vigtigste for mig er, at jeg nyder min træning og glæder mig til at tage afsted hver dag. Derfor indretter jeg min træning derefter.”
Det er et andet valg. Begge valg kan være rigtige – afhængigt af hvad der er vigtigst for dig. Prioritering kræver ro. Det kræver, at vi træder et skridt tilbage og i afstressede rammer beslutter, hvad der reelt betyder mest for os. Tag ud i naturen, langt væk fra stimuli og bekymringer, hvor du kan tænke klart. Det tager tid. For nogle af mine klienter kan det tager månedsvis, med flere sessioner, hvor de har behov for coaching, før de er helt afklaret med hvad det vigtige for dem er... Men uden den afklaring risikerer vi at gå i stå i vores udvikling, fordi vi ikke på forhånd har besluttet, hvad der skal vægtes højest, når målene kolliderer.
Beslut i ro – stå fast i modgang
Når modgangen rammer, og følelserne fylder, er det ikke dér, du skal ændre dine prioriteringer. Du har allerede truffet beslutningen på et velovervejet grundlag. I ro. Med overblik. Hvis du begynder at rokere rundt på dine prioriteter midt i frustration eller tvivl, mister du retning. Beslutninger truffet i stærk følelsesmæssig påvirkning er sjældent rationelle.
Spørgsmålet du bør stille dig selv:
“Hvad er vigtigst – når jeg tvinges til at vælge?”
Når du kan svare ærligt på dét spørgsmål, bliver din udvikling mere stabil, mere målrettet – og langt mere meningsfuld.
Jeg har rangeret mine mål for længe siden!
- Jeg vil nyde min træning.
- Jeg vil være sund (100% lungefunktion, normal fedtprocent, forebygge livsstilsygdomme).
- Jeg vil være smertefri.
- Jeg vil sætte personlige rekorder i udvalgte løft.
- Jeg vil være konkurrencedygtig i sport.
Tilføj kommentar
Kommentarer