Vil du have styr på dit liv, så start med madpakken

Madpakken giver dig kontrol

Når du laver din egen madpakke, bestemmer du selv, hvad du skal spise. Du kan vælge et måltid, der passer til din økonomi, dine præferencer og dine mål. Du kan sørge for, at der er den mængde protein og energi, som du har brug for. Du overlader ikke beslutningen til en kantine, et menukort eller det, der lige står forrest i køledisken. Jeg tror, at der er noget vigtigt i at opleve, at du selv kan påvirke resultatet. For hver gang vi overlader endnu en lille del af vores hverdag til andre, bliver vi samtidig lidt mindre ansvarlige for resultatet. Hvis maden er dårlig, kan vi kritisere kantinen. Hvis den er for dyr, kan vi kritisere priserne. Hvis udvalget ikke passer til os, kan vi kritisere udvalget. Men hvis vi selv laver madpakken, er der ikke rigtig andre at give skylden. Så er det os selv, der har valgt. 

Madpakken giver dig ansvar

Jeg synes, vi har en voksende tendens til at betale os fra ansvar. Vi køber os til bekvemmelighed. Vi outsourcer opgaver. Vi får andre til at lave maden, ordne haven, gøre rent, levere varerne og løse vores problemer. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at købe sig til hjælp. Hvis den tid, du sparer, bliver brugt på noget, der betyder mere for dig, kan det være en rigtig god handel. Problemet opstår, når vi bare køber os fri for ansvaret uden at bruge den frigivne tid på noget, der faktisk forbedrer vores liv. På min arbejdsplads ser jeg eksempelvis en ret interessant tendens. Mange medarbejdere kritiserer kvaliteten af kantinemaden, men de spiser den stadig. Dag efter dag. Men hvis man fortsætter med at købe den samme løsning, selvom man konstant er utilfreds med den, er det måske værd at spørge sig selv:

Hvem har egentlig ansvaret for, at jeg får det jeg mener jeg har brug for?

Madpakken giver dig struktur

En madpakke kræver, at du tænker lidt frem. Du skal købe ind. Du skal beslutte, hvad du skal spise. Du skal lave maden og du skal huske at tage den med. Det er ikke nødvendigvis spændende, men det skaber struktur, ritualer og forudsigelighed. Jeg tror, vi undervurderer værdien af den slags små systemer i hverdagen. Når noget er automatiseret, skal vi ikke bruge mental energi på at træffe den samme beslutning igen og igen. Det er også derfor, jeg godt kan lide simple systemer. Et system behøver ikke være smart. Det skal bare virke, så vi kan lægge vores fokus dér, hvor det er mest nødvendigt.

Madpakken træner selvkontrol

Vi lever i en tid, hvor fristelser er ekstremt let tilgængelige. Du er sulten, træt og måske lidt presset under en arbejdsdag, og så står der pludselig chokolade, sodavand, kage eller chips foran dig. Det kræver mere selvkontrol at sige nej, når man er sulten. Men hvis du allerede har spist din madpakke, ændrer situationen sig. Du kan stadig have lyst til en chokoladebar, men nu kan du bedre skelne mellem:

“Jeg har lyst til den.” og “Jeg har brug for den.”

Det er to meget forskellige ting. Madpakken fjerner ikke fristelserne. Den gør dem bare lidt lettere at håndtere. Det er måske netop sådan, vi bør tænke om selvkontrol generelt. Ikke som evnen til konstant at modstå fristelser, men som evnen til at indrette sit liv, så man ikke hele tiden behøver at kæmpe mod dem.

Madpakken tvinger dig til at være forberedt

Madpakken tvinger dig til at tænke lidt frem. Hvis du har madpakken med, ved du, at du har noget at spise. Hvis arbejdsdagen trækker ud, har du stadig mad. Hvis noget uforudset sker, har du en lille ressource med dig. Det er egentlig et meget simpelt princip:

Det er lettere at håndtere modgang, når du har ressourcer til rådighed, før modgangen rammer.

Mange mennesker har et “vi tager det, som det kommer”-mindset og det kan sagtens fungere, hvis man er rustet til det. Problemet er ikke at tage tingene, som de kommer. Problemet er at tage tingene, som de kommer, uden at kunne håndtere tingene, når de så kommer. Madpakken er selvfølgelig et ekstremt banalt eksempel, men princippet er det samme med økonomi, fysisk form, relationer og mange andre områder af livet. En lille smule forberedelse kan gøre en stor forskel, når tingene ikke går efter planen.

Madpakken lærer dig at sætte pris på de små ting

Alle måltider behøver ikke være en gourmetoplevelse. Faktisk tror jeg, det kan være et problem, hvis vi forventer, at alt, vi gør, skal være fantastisk. For det første risikerer vi at spise mere, end vi har brug for, fordi det smager for godt. For det andet bliver det hurtigt det nye normale. Hvis hvert måltid skal være fantastisk, bliver det fantastiske efterhånden bare almindeligt. En madpakke kan også bare være et måltid. Noget, der giver dig energi til resten af dagen. Det gør faktisk de gode måltider endnu bedre. Når en kollega pludselig har kage med. Når fruen har lavet lasagne, og du får et stykke med i madpakken. Når du på en helt almindelig tirsdag har noget, du virkelig glæder dig til at spise, så bliver dagen pludselig en lille smule bedre. Den kedelige arbejdsdag bliver lidt mindre kedelig, fordi der er et lille lyspunkt, der venter. Måske har vi ikke brug for, at alt bliver bedre. Måske har vi bare brug for at blive bedre til at sætte pris på det, der allerede er godt.

Madpakken er med til at løsrive dig fra hamsterhjulet (økonomi)

For mig startede det hele med økonomi, og det er stadig et vigtigt argument. Lad os sige, at kantinemaden koster 50 kroner om dagen, mens du kan lave din egen mad for 10 kroner. Så sparer du 40 kroner hver arbejdsdag. Ved 20 arbejdsdage om måneden er det 800 kroner. 800 kroner om måneden investeret gennem en hel arbejdskarriere kan blive til en ganske betydelig sum. Med et hypotetisk gennemsnitligt aktieafkast på 8 % om året vil 800 kroner investeret hver måned i 40 år vokse til omkring 2,8 millioner kroner før skat. Det præcise tal er selvfølgelig ikke vigtigt. Pointen er at små økonomiske valg gentaget i mange år kan få meget store konsekvenser. De 800 kroner kan i sidste ende blive til noget, der giver dig langt mere frihed. Måske kan du gå ned i tid. Måske kan du vælge et arbejde ud fra interesse frem for løn. Måske kan du gå tidligere på pension. Måske kan du rejse mere. Måske kan du bare arbejde mindre og bruge mere tid på de mennesker og aktiviteter, der betyder noget for dig. Penge er ikke nødvendigvis det vigtigste i livet, men økonomisk frihed kan give dig muligheden for at bruge mere af dit liv på det, der er vigtigt.

Bekvemmelighed er ikke nødvendigvis problemet

Jeg synes egentlig ikke, at der er noget galt med kantinemad. Eller rengøringshjælp. Eller måltidskasser. Eller andre ting, der gør livet lettere. Bekvemmelighed er fantastisk, når den køber dig noget, der er mere værdifuldt end det, du giver for den. Hvis en kantine betyder, at du bruger den sparede tid på dine børn, din partner, din træning, dit arbejde, dine venner eller noget andet, der øger din livskvalitet betydeligt, så er 20 eller 40 kroner ekstra for frokosten måske en rigtig god investering. Men hvis bekvemmeligheden bare betyder, at du ikke længere behøver at tænke over din frokost, mens den samtidig gør dig lidt fattigere, lidt mindre forberedt og lidt mere afhængig af andre, så er det værd at overveje, om det faktisk er en god handel. For bekvemmelighed føles fantastisk i øjeblikket. Men bekvemmelighed bliver hurtigt det nye normale. Det, der engang føltes som luksus, bliver hurtigt noget, vi forventer. Når det først er blevet normalen, giver det ikke nødvendigvis mere livskvalitet. Vi har bare vænnet os til det.

Så start med madpakken.

Jeg tror ikke, en madpakke er den ene faktor, der gør dig til et mere robust menneske. Jeg tror heller ikke, at løsningen på livets problemer er at spise rugbrød med leverpostej hver dag. Jeg tror til gengæld, at de små ting, vi gør hver dag, er med til at forme os. Når vi tager ansvar for vores mad, træner vi ansvar. Når vi planlægger vores måltid, træner vi planlægning. Når vi holder os til det, vi har med, træner vi selvkontrol. Når vi forbereder os på en lang arbejdsdag, træner vi forberedelse. Når vi sparer 40 kroner, træner vi økonomisk disciplin. Når vi kan spise den samme kedelige leverpostejmad mandag efter mandag og stadig blive oprigtigt glade, når der pludselig ligger et stykke lasagne i madpakken, træner vi måske også evnen til at sætte pris på de små ting. Det er derfor, jeg stadig har madpakke med. Ikke fordi jeg er imod kantinemad. Ikke fordi jeg aldrig må gøre noget nemmere for mig selv. Det er fordi jeg godt kan lide at klare tingene selv. Måske er det egentlig det, hele madpakken handler om. Ikke maden. Men at tage lidt mere ansvar for sit eget liv.