Jeg har aldrig rigtig været til storbylivet. Hvis nogen forærede mig en lejlighed på Nørrebro i morgen, ville jeg sandsynligvis sælge den relativt hurtigt. Ikke nødvendigvis til den absolut højest opnåelige pris, men til en pris, hvor den kunne blive solgt inden for rimelig tid. Derefter ville jeg tage pengene og fortsætte mit liv i Vestjylland. For mig ville det ikke føles som en nedgradering. Tværtimod. Når jeg ser på, hvad jeg værdsætter i mit liv, ligger det langt fra storbyens klassiske fordele. Jeg foretrækker ro frem for travlhed. Plads frem for tæthed. Et hus frem for en lejlighed. Natur frem for asfalt. Lave leveomkostninger frem for adgang til hundredevis af caféer, restauranter og specialbutikker.
Det betyder selvfølgelig også, at jeg accepterer ulemperne. Udvalget i provinsen er mindre. Mulighederne er færre. Butikkerne lukker tidligere. Der er færre nichejobs. Hvis jeg leder efter noget meget specifikt, er det ikke sikkert, jeg kan finde det inden for ti minutters kørsel, men det er et kompromis, jeg er helt tilfreds med. Måske fordi jeg ret tidligt er kommet frem til en erkendelse, som har fået større og større betydning for mig: Mit liv er ikke centreret omkring arbejde.
Mit liv er ikke mit arbejde
Jeg vil gerne have et arbejde, der interesserer mig. Jeg vil gerne udføre det ordentligt. Jeg vil gerne være dygtig til det, jeg laver. Min identitet er dog ikke bundet op på min karriere. Mit arbejde skal kunne understøtte mit liv. Ikke omvendt. Det er måske netop derfor, jeg nogle gange føler mig en smule fremmedgjort i den offentlige debat, for meget af vores samfundsforståelse ser ud til at tage udgangspunkt i, at arbejde, produktivitet og vækst er mål i sig selv.
- Vi skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet og vi skal arbejde mere.
- Vi skal have flere børn, der hurtigt kan institutioneres, så forældrene kan komme ud at passe deres arbejde igen.
- Når børnene vokser op skal de hurtigere gennem uddannelsessystemet, tidligere vælge uddannelse og karriere.
- Løsningen på problemer i det offentlige er altid flere penge. Flere supersygehuse. Flere varme hænder. Flere SOSUer. Flere pædagoger. Flere lærere. Flere sygeplejersker.
- Vi som privatpesoner skal forbruge mere. Nyere biler, nyere teknologi nyere designermøbler, så vi kan holde "hjulene i gang", og vækste virksomheder, der kan sætte flere i arbejde. De kan så betale skat, skabe mere forbrug - og sådan fortsætter hamsterhjulet
Vi skal hele tiden have mere - selv når konsekvensen er stress, udbrændthed eller manglende trivsel. Jeg kan godt forstå logikken, hvis målet udelukkende er økonomisk vækst. Et velfærdssamfund skal være finansieret. Virksomheder skal være konkurrencedygtige. Der skal være nogen til at udføre arbejdet. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på hvorfor "vækst" altid er løsningen? Hvad hvis vi er ved at have nok? Og hvis vi har nok, hvorfor kigger vi så ikke i stedet på hvordan vores velfærdssystem er bygget op, så vi kan skabe mest mulig værdi med hvad vi har?
Hvad nu hvis vi er rige nok?
Danmark er allerede ét af verdens rigeste lande. Vi har varme boliger, rent drikkevand, moderne teknologi, uddannelse, et sundhedsvæsen og materielle muligheder, som tidligere generationer kun kunne drømme om. Samtidig oplever mange mennesker sygdom, stress, angst, depression og udmattelse.
Psykiatrien er presset. Sundhedsvæsenet er presset. Ældreplejen er presset. Forsvar og politi er presset. Mange offentlige arbejdspladser kæmper med rekruttering og fastholdelse. Mange mennesker føler, at de konstant skal løbe hurtigere end året før pga. mål om faste årlige besparelser. Konstante øgede dokumentationskrav og finansiering af bureaukrater, hvor en mindre og mindre andel af de totale skattekroner faktisk kommer ud at hjælpe borgerne direkte. Med den negative udvikling der har været se seneste år kan vi godt komme med en bekymring om vores nuværende velfærdssystem en dag bryder sammen.
Jeg synes det er værd at overveje hvor meget ekstra livskvalitet vi egentlig får ud af de sidste procenter vi desperat prøver at presse igennem. Hvis gevinsten er begrænset, mens omkostningen er mere stress, mindre fritid, dårligere helbred og mindre overskud til familie, relationer og meningsfulde aktiviteter, er det så nødvendigvis en god handel?
Måske er vi endda nået til et punkt, hvor nogle af de problemer, vi forsøger at løse, i virkeligheden bliver forværret af indsatsen. Når mennesker arbejder længere tid og mere intenst, har de mindre tid og overskud til motion, søvn, sund madlavning, meningsfulde aktiviteter og nære relationer. Konsekvensen bliver dårligere fysisk helbred og mental sundhed, som kræver behandling.
Når flere mennesker skal i behandling, lægger det yderligere pres på psykiatrien og sundhedsvæsenet.
Når medarbejdere bliver overbelastede, forlader nogle deres fag, hvilket øger presset på dem, der bliver tilbage.
Der opstår en situation, hvor vi bruger enorme ressourcer på den dyre krisehåndtering, i stedet for den billige forebyggende indsats. Måske hvis vi arbejdede mindre, så ville der slet ikke være brug for så omfangsrigt og dyrt et velfærdssystem.
Det interessante er, at det ikke kun er en hypotese. Vi har forskning, der viser at lønmodtagere har større psykologisk well-being, hvis de har færre ugentlige arbejdstimer (Park & Kim, 2021). Når medarbejdere overgår til en 4-dags arbejdsuge, øges deres arbejdsproduktivitet, samtidig med at de oplever mindre mental udbrændthed, større arbejdstilfredshed, bedre trivsel, forbedret helbred, med bedre søvn og bedre motionsvaner (Fan et al, 2023). Ift. arbejdsliv generelt er der dog flere faktorer, der spiller ind på trivsel, f.eks. fleksibilitet ift. arbejdstider. Vi ser også at selvstændige, uden ansatte, oplever langt større well-being ved højere ugentlige arbejdstimer, sammenlignet med lønmodtagere.
Godt nok er bedst
En tanke, som har tiltalt mig længe, fik jeg senere sat ord på gennem Morten Münsters formulering: "Godt nok er bedst." Ikke fordi ambitioner er dårlige. Ikke fordi forbedringer er ligegyldige, men fordi gevinsterne ofte bliver mindre og mindre, jo længere man jagter den perfekte løsning.
De første træningspas giver enorm effekt.
De første sunde vaner gør en stor forskel.
Den første opsparing giver stor økonomisk tryghed.
Derefter kræver yderligere effekt en langt større mængde arbejde. Større indsats, mindre gevinst. Jeg tror også, det gælder vores samfund. Måske er vi blevet så fokuserede på de sidste procents effektivisering, at vi har glemt at spørge, om gevinsten egentlig opvejer prisen.
Frihed til forskellige liv
Jeg passer ikke særligt godt ned i de klassiske politiske kasser.
På nogle områder er jeg ret grøn. Jeg kan godt lide tanken om et liv med mindre forbrug, kortere arbejdsuge, færre materialistiske ambitioner, bæredygtige værdier og større fokus på livskvalitet. Jeg kan f.eks. støtte mig op af den model man bruger i Bhutan (Gross Domestic Hapiness), hvor man sætter politiske mål ud fra befolkningens trivsel og glæde i livet, i stedet for at basere det på økonomi.
På andre områder har jeg socialistiske værdier. Jeg kan godt lide tanken om et fællesskab, hvor alle hjælper hinanden, når nogle har brug for det. Ikke nødvendigvist økonomisk hjælp, men hjælp gennem handlinger.
Jeg har også stærke liberale instinkter i forhold til menneskers frihed. Jeg mener alle bør have ret til selv at vælge hvad de vil med deres penge og liv. Jeg er stærk modstander af tvang og styring. Jeg er tilhænger af individets egne til- og fravalg - og ansvar for eget liv.
For mig er det afgørende ikke, at alle lever ens. Det afgørende er, at mennesker får lov til at vælge. Hvis nogle ønsker et liv med karriere, 60 timers arbejdsuge, høj løn, stort hus og fokus på materielle goder, er det helt fint. Hvis andre ønsker et mere enkelt liv med mindre forbrug, mindre arbejde og mere fritid, er det lige så fint. Så længe det ikke går ud over nogen, kan de gøre som de vil. Frihed handler ikke om, at alle skal træffe de samme valg. Frihed handler om, at mennesker må træffe forskellige valg, og så tage konsekvenserne der naturligt følger med.
Boligmarkedet som eksempel
Den aktuelle boligdebat illustrerer dette meget godt. Når boligpriserne stiger i de store byer, leder vi efter politiske løsninger. Nye regler. Nye indgreb. Ny beskatning på bolig-gevinster. Men jeg har svært ved at se problemet som grundlæggende anderledes end ved andre former for knaphed.
Mange mennesker ønsker at bo det samme sted. Der er begrænset plads. Priserne stiger.
Det er markedets måde at fordele en knap ressource på. Jeg mener ikke vi politisk behøver at garantere adgang for alle til nogle af landets mest eftertragtede adresser. Udbud og efterspørgsel ændrer sig over tid. Verden er dynamisk og konstant foranderlig. Det har den altid været. I stedet for desperat at prøve at stabilisere den, kunne vi i stedet løbende tilpasse os til verden som den er.
Mennesket før systemet
Jeg oplever ofte, at løsningen på samfundets problemer præsenteres som mere af det samme: Flere penge. Mere arbejde. Mere kontrol. Alt sammen for at bibeholde en velfærdsmodel som syner ikke at virke, men som man af princip vil holde fast i, fordi "Det er sådan vi gør i Danmark! Hvis ikke alle bidrager alt de kan, så kan velfærdssamfundet ikke løbe rundt". Men hvis stadig flere mennesker mistrives, bliver sygemeldte eller føler sig pressede pga. det system vi har lavet - og der samtidig ikke er råd til tilstrækkelig velfærd via dét system - er det så individet, der skal ændres? Eller kunne det være systemet, vi burde stille spørgsmålstegn ved?
Jeg mener ikke, at mennesket eksisterer for systemets skyld. Jeg mener, at systemet eksisterer for menneskets skyld. Hvis mennesker i stor stil ikke trives i de strukturer, vi har bygget op, bør vi måske overveje, om de samfundsmæssige strukturer stadig tjener deres formål.
Jeg mener man skal være opmærksom på, hvornår man allerede har nok, netop fordi "mere" kommer med en pris. Hvis vi aldrig kan få nok, bliver vi ved med at bytte tid, energi og livskvalitet for gevinster, vi knap nok mærker. Så risikerer vi at bruge hele livet på at optimere systemet, økonomien og produktiviteten, mens vi glemmer det, som det hele egentlig skulle understøtte:
Et meningsfuldt liv.
Tilføj kommentar
Kommentarer