Strøtanker efter jeg og fruen havde været på skydebane i Riga, Letland.
Jeg stod med det sidste skydevåben for dagen. En Winchester Shotgun. Jeg fik lagt ansigtet mod geværet, taget sigte, trykket på aftrækkeren, hørt det store brag og mærket det kraftige rekyl, der uden problemer kunne blæse mig bagover, hvis jeg ikke stod med fødderne solidt plantet i jorden. Jeg genladede geværet og det rygende patronhylster skød ud. Det jeg stod med i hænderne var af samme type som de, der blev brugt i skyttegravene under 1. verdenskrig til at tage andre menneskers liv i nærkamp. Det var ikke en rar tanke.
I min tidlige 20 års alder tog jeg en karrierevej som var meget præget af vold. Det var en karriere på ca. 5 år. Det har primært været som vagt i nattelivet, med enkelte andre sikkerhedsopgaver ind imellem. Som 21-årig tog jeg en privat livvagtuddannelse ved SIRAS Academy, lavet af tidligere danske jægersoldater. Jeg har lavet nogle personsbeskyttelsesopgaver herhjemme i Danmark, men ikke mange. I de 5 år er jeg blevet slået, sparket, forsøgt stukket, fået kastet mange forskellige objekter efter mig (flasker, fyrværkeri, sten og et enkelt juletræ), forsøgt kvalt, jeg har lavet livreddende førstehjælp (bl.a. forgiftningsførstehjælp ifm. drinkspiking, hjertemassage og behandlet stiksår) og slukningsarbejde ifm. brandstiftelse. Jeg tror ikke min karriere har været noget særligt, sammenlignet med professioner inde for forsvar og politi. Dog mener jeg jeg har fået et stort nok indblik i verdens indhold af vold. Én ting er at jeg har fået nogle middelmådige kampfærdigheder og stærke kompetencer inde for konflikthåndtering og risikovurdering, så jeg undgår at havne i en farlig situation i første omgang... men det vigtigste det har givet mig er noget livserfaring jeg virkelig havde brug for som en meget ung, konfliktsky, asocial enspænder.
Man kan have en holdning til volds plads i verden. Personligt er jeg af den overbevisning at vold er negativt. Det bedste ville være hvis vi enten bare kunne omgåes hinanden, eller alternativt at vi kunne lade hinanden være og leve vores liv hver for sig. Verden er trods alt stor nok til at det kan lade sig gøre.
Der er mennesker der omtaler sig som pacifister, der ikke engagerer sig i fysiske konflikter, ikke dyrker kampsport, aldrig rører våben, fordi de ikke ønsker at bringe mere vold ind i verden. Grundtanken i sig selv kan jeg fint forstå. Jeg tager også afstand fra vold og jeg gør hvad jeg kan for at undgå fysiske konflikter. Det har jeg formået med stor succes både som privatperson og i mit kommunale arbejde. Som ergoterapeut har jeg arbejdet med både domsanbragte og borgere i psykiatrien med historik for udadreagerende adfærd. Flere af mine kolleger er blevet udsat for vold og trusler. Det har jeg aldrig selv. Jeg mener selv jeg har godt styr på mine konflikthåndteringsfærdigheder, mit menneskesyn, min anerkendende tilgang og relationsfærdigheder.
Jeg har været ansvarlig for teoretisk undervisning i konflikthåndtering for nyansatte og studerende i Center for Psykiatri. Hvis vi udelader alle komplekse fagord så er grundtanken at når man arbejder med mennesker som har det svært psykisk, så gør de altid deres bedste og de ønsker ikke at ty til vold. De gør det kun, hvis de er i overkrav og vurderer det er den eneste løsning der virker. Den eneste grund til at de bliver udadreagerende over for personale er derfor fordi personalet har været konfliktoptrappende, eleveret sig selv til autoriteter eller ikke har holdt kæft og blandet sig udenom, når det var nødvendigt. Der er tid og sted til reflektiv dialog og kravsituationer. Når mennesker er rigtig pressede så er det ikke dér det foregår. Det er dér man støtter dem i at reducere de stressfaktorer der presser dem i momentet. Så kan man tage refleksion og krav, når borgeren ikke er stresset - og når man så kommer dertil så inddrager man borgeren i beslutningsprocessen ift. hvordan de mener de støttes bedst muligt, hvis en lignende situation skulle ske igen.
- Jeg hviler i mine risikovurderingsevner når jeg bevæger mig ude i samfundet, så jeg kan holde mig ude af potentielt farlige miljøer.
- Jeg hviler i min konflikthåndtering, så jeg kan nedtrappe situationer jeg havner i, der er ved at eskalere.
- Jeg trækker mig hellere fra en konflikt, hvis muligt, hvilket det oftest er. Jeg har ikke behov for at forsvare min ære, mandom, status, min ret, eller hvad folk nu bruger som argument for at afgøre en konflikt med vold. Jeg går ikke op i hvad andre synes om mig.
På trods af dét så mener jeg stadig aktiviteter som kampsport, skydning og håndtering af blankvåben er vigtige at opleve. For det første fordi jeg mener at for at forstå hvad vold er, er man nødt til at opleve det i ét eller andet omfang. Man er nødt til at vide hvad det præcis er man tager afstand fra.
Dernæst er det vigtigt fordi verden er et voldelig sted, om vi vil det eller ej. I vores levetid tror jeg ikke på vi får en verden, hvor vi kan forhindre ethvert overfald, ethvert tyveri, enhver trussel, enhver voldtægt eller ethvert overgreb. Vores samfund er fuld af mennesker, som har haft en fortid, der har lært dem at loven ikke gælder, men at de er verdens centrum og at de bestemmer reglene. De mener at vold er i orden, og de er klar til at ty til enhver form for fysisk eller verbal trussel, for at få hvad de vil have - også selv om det går ud over andre mennesker. Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar for vores egen sikkerhed. Vi kan ikke forvente at nogen passer på os. Derfor skal vi opleve vold, så vi lærer at håndtere det. Med dét kommer uundgåeligt også færdigheder til at kunne anvende vold. Det betyder at vi kunne bidrage til vold i verden hvis vi ville, men vi kan vælge ikke at gøre det. Vi vil kun benytte os af de færdigheder, hvis vi (på trods af vi tager vores forholdsregler) bliver mødt af de voldsparate mennesker, som ønsker at gøre os ondt, vil tage vores frihed eller vores liv.
Jeg er blevet kaldt alt fra racist til landsforrædder, voldspsykopat til tøsedreng og alt derimellem - interessant nok kun af mennesker som mener de har været hævet over lov og ret, så det tager jeg ikke så tungt. Som vagt har jeg skulle bruge magt til at håndtere flere voldelige mennesker end jeg kan tælle til, så de kunne blive overdraget til politiet. Jeg har ikke styr på hvor mange gange jeg er blevet forsøgt overfaldet i mit job som vagt. På trods af jeg ikke på nogen måde er mester i kampkunst har jeg gudskelov altid klaret situationen. Som privatperson har jeg aldrig været i en slåskamp, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg håber aldrig det kommer til at ske, men jeg er forberedt på at det kan ske, uanset hvor meget jeg passer på. Jeg er ikke længere bange for vold, som jeg var da jeg var teenager. Jeg kan håndtere vold, hvis jeg bliver udsat for det. Jeg gør bare hvad jeg kan for at undgå det.
Tilføj kommentar
Kommentarer