For et par uger siden, en tidlig mandag, kom jeg til skade med højre skulder. Under et rutine bænkpres opvarmningssæt oplevede jeg en skærende smerter inde i skulderen på første gentagelse. På Smerteskalaen vurderede jeg den til 7/10. Jeg rackede stangen, gav mig selv et par minutters hvile og forsøgte igen, men smerterne var der stadig lige så snart jeg bukkede albuerne det mindste. Jeg reducerede vægten til en tom stang, lavede 3x10 som var ubehagelige, men som ikke var smertefulde. Dernæst gik jeg videre med resten af træningen. Mit pres op over hovedet kunne mærkes lidt i skulderen, men på ingen måde smertefuldt, så jeg kunne træne med samme vægt som normalt. Intet problem! Jeg forlod træningsrummet glad og optimistisk. Herunder er et overblik over de pres-øvelser jeg lavede og de kilo jeg løftede.
Pres/bænkpres-dag:
Bælteløs strict pres
1 @RPE 9 (110kg)
3x5 @RPE 7-8 (95kg)
Floor pres
Ifm. opvarmning: 100kgx1 @smerteskala 7/10
3x10 @smerteskala 2/10 (20kg)
Siddende pres m. ryglæn i technogym maskine
3x10 @RPE 10 og @smerteskala 2/10 (120kg)

Et par timer efter begyndte min skulder at føles mere stiv og om aftenen var smerterne så ulidelige at jeg fysisk ikke kunne nå op til mit ansigt, med mindre jeg brugte min anden arm til at løfte min hånd op - og selv dét var smertefuldt. Jeg gik ikke i panik. Jeg var overbevist om det ikke var farligt. Det var bare de rutinelige smerter som alle oplever i ny og næ i løbet af deres liv. Jeg tjekkede for red flags. Ingen hævelse, misfarvninger, deformiteter, føleforstyrrelser, smerter ved berøring eller andet der kunne indikere at lægehjælp var nødvendigt.
Jeg lavede et sæt á 10 gentagelser, hvor jeg rakte begge arme så langt over hovedet som jeg kunne, hvor den dårlige hånd dikterede bevægeudslaget for begge arme. Ved den første gentagelse kom hænderne kun op i øjenhøjde, men den næste kom en anelse højere. Den næste en anelse højere endnu. På 10. gentagelse kunne jeg strække armen helt. Bevares, det var ubehageligt, gik langsomt og halvvejs oppe med armen måtte jeg holde en pause, tage en ny indånding og så række armen resten af vejen op... Men det lykkedes! Jo mere jeg bevægede mig jo bedre føltes det!
At tage min trøje af ved sengetid var en prøvelse. Jeg kunne vælge bare at lade min nedsatte arm hænge slapt langs siden, imens min anden arm kunne gøre alt arbejdet, men sådan plejer jeg ikke at tage tøj af! Jeg ville som minimum forsøge at tage trøjen normalt af. Det tog lang tid og var ubehageligt, men det kunne lade sig gøre uden stærke smerter. Imens jeg lå i sengen lavede jeg en forventningsafstemning. Jeg forventede at efter en lang nats søvn så ville min skulder nok være stiv igen morgenen efter - og hvis det var tilfældet var det ok. Jeg viste trods alt hvad jeg kunne gøre for at få det til at føles bedre.
Morgenen efter var skulderen stiv og smertefuld ved bevægelse, som forventet, men jeg lavede de samme armstrejknings-øvelser over hovedet og det hjalp. Denne gang kunne jeg strejke armene på flere af gentagelserne. Det var stadig ubehagelig. Jeg fortsatte med at lave øvelserne, 2-3 sets hver dag, spredt over hele dagen. Om fredagen, 4 dage efter skaden, kunne jeg fra morgenen af strække armene i normalt tempo helt over hovedet på alle gentagelserne. Igen var det ubehageligt, men ingen direkte skærende smerte. Det passede perfekt med at jeg også havde et bænkpres/pres-træningspas!
Bænkpres/pres-dag (4 dage efter skaden)
Bow bar floor press
1 @smerteskala 2/10 (40kg)
3x10 @smerteskala 2/10 (30kg)
Siddende pres u. ryglæn
3x10 @smerteskala 2/10 (20kg)
Eleverede armbøjninger i rack
3x10 @smerteskala 2/10 (m. kropsvægt)
Kiloene løftet var ikke imponerende, men jeg ramte det niveau på smerteskalaen der var planlagt!
Om mandagen, 7 dage efter skaden, havde jeg endnu et pres/bænkpres træningspas. Min skulder var begyndt at knække meget ofte, specielt under mine hverdagsaktiviteter som oprydning, opvask, havearbejde mm... men det var ikke forbundet med smerte. Det larmede bare.
Målet til træning var endnu en gang at arbejde op til 2/10 på smerteskalaen og holde volumen så normal som muligt.
Pres/bænkpres-dag (7 dage efter skaden)
Bælteløs log press
1 @smerteskala 2/10 (102kg)
3x5 @smerteskala 2/10 (72kg)
Floor press
3x10 @smerteskala 2/10 (60kg)
Siddende pres m. ryglæn
3x10 @smerteskala 2/10 (40kg)
Så på træningspas nr. 2, efter en uge hvor udgangspunktet var at jeg kun kunne løfte mine hænder op til øjenhøjde, kunne jeg nu løfte ca. 90% af vægten jeg normalt kan presse på min top single til træning! Bevares, det var svært, min skulder knækkede flere gange under løftet og jeg måtte løfte vægten bevidst langsomt, men det kunne gøres smertefrit! Mine efterfølgende volumesets var stadig med begrænset vægt. Der gik yderligere et par uger inden de var på et normalt niveau. På trods af det kan vi med dette forløb bekræfte en masse af grundprincipperne inde for smertehåndtering ift. uspecifikke smerter.
- Slap af. Gå ikke i panik. Vær positiv og hav ikke ondt af dig selv. Du er ikke speciel. Dit liv er ikke ødelagt. Hvad du oplever er normalt og har du ingen "red flags" er det meget let at genoptræne. Hvis din livskvalitet bliver begrænset er det selvforskyldt, baseret på din adfærd. Se hele forløbet som en udfordring og se hvor lang tid det tager, før du er tilbage på normal funktion igen. Folk der er optimistiske vender hurtigere tilbage til deres normale funktion.
- Gør ikke noget ekstraordinært ift. restitution. Nogle begynder at investere i massagepistoler, får manuelle behandlinger af en fysioterapeut, går til kiropraktor, akupunktør, modtager cupping, begynder at tage kontrastbade eller laver smidighedsøvelser. Indtil videre har forskningen ikke kunne frembringe noget holdbart evidens, der viser at noget af det skulle være gavnligt. I stedet for at bruge tid og penge på ting som vi ikke med sikkerhed ved virker, så kan vi i stedet opprioritere at bruge vores ressourcer på det forskningen har bevist virker.
- Hold din træning og dine daglige aktiviteter så normale som muligt, hvis det kan gøres smertefrit, selv hvis det er ubehageligt. Hvis det ikke kan lade sig gøre at lave helt normalt så gør hvad end der kommer tættest på. Skån ikke muskulaturen og hold den ikke inaktiv. Det forskningen viser har mest evidens bag sig ift. smertehåndtering er træning og uddannelse i hvad smerter er. Bliv ved med at tage tøj og sko på selv. Tag ting ind og ud af skabe som du plejer. "Use it or loose it". Folk der holder sig aktive og optimistiske i det omfang de kan, udenfor smertegrænsen, vender hurtigere tilbage til deres normale funktion.
- Løft hvad du kan den pågældende dag. Test ikke grænser. Prøv ikke om du lige kan tage lidt mere vægt ift. sidste gang. Fuck det! Tag hvad du kan og stop, når du når grænsen for dagen, uanset hvor grænsen er den dag. Du har ikke travlt. I stedet for at se den totale vægt på stangen som det eneste succeskriterie så lad succes være afgjort ved om du fik den mængde træningsstress der var nødvendig ift. dagsformen, så du kan løfte tungere og med færre smerter til næste træningspas.
- Acceptér at smertehåndtering er en proces, hvor fremgangen ikke er lineær og ingen ved hvornår forløbet er slut. Måske tager det en uge. Måske tager det 6 måneder eller mere. Nogle uger vil der være negativ tilbagegang i smertesymptomerne, hvor du ikke kan løfte lige så meget som ugen før - og det er ok. Alt der betyder noget er fremgangen over mange uger eller måneder.
Hvad var der i vejen med min skulder?
Jeg aner det ikke. Jeg har ikke fået det undersøgt. Jeg lavede selv en hurtig screening, hvor min mistanke er supracromielt smertesyndrom. Måske har bursaen eller m.supraspinatus været afklemt. Statistisk set er dét ansvarlig for 9 ud af 10 tilfælde af smerter i skulderen. Måske er der kommet en inflammationstilstand. Intet af det forklarer hvorfor min skulder knækkede så meget som den gjorde i dagligdagen. Måske er der stadig noget fysiologisk galt den dag i dag, uden jeg oplever symptomer.
Det interesserer mig ikke. Behandlingen er trods alt den samme, uanset hvad diagnosen har været... Hvis der har været nogen til at starte med! Det er ikke sikkert. Vi skal gøre op med tanken om at smerte = fysisk skade, for det er ikke altid tilfældet. På en scanning vil alle have anatomiske anormaliteter i bevægeapparatet, uanset om man oplever smertesymptomer eller ej. Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal ignorere smerter, for smerter er virkelige for dén der oplever dem og de forsvinder ikke ved konstant at fremprovokere dem. Smerter er en subjektiv oplevelse, der skal håndteres korrekt, men så længe man ikke oplever "red flags" så er smerter lette at håndtere. Målet er at afkræfte katastrofetanker, bekæmpe kinesiofobi, forstå hvad smerte fysiologisk er - og så vedligeholde aktivitetsniveau og optimisme i så høj grad det kan lade sig gøre.
Læs mere om smertehåndtering her
Tilføj kommentar
Kommentarer