Jeg er kronisk lungesyg med astma og i min barndom har jeg brugt mere tid end jeg bryder mig om på sygehuset pga. systematiske anfald. Jeg havde betydelig nedsat lungefunktion, med masser brug af medicin. Masser af angst. Diagnosen styrede mig og mit liv. Ikke omvendt.
Hvad er astma?
Lungerne har små rør (bronkier), der fører luften ned til alveolerne (luftblærerne, hvor ilt optages i blodet). Hos en person med astma sker der typisk tre ting i bronkierne:
1. Betændelse (inflammation)
- Slimhinden i luftvejene er kronisk irriteret og hævet.
- Der dannes ofte mere slim end normalt, som kan tilstoppe rørene.
2. Sammentrækning af muskler (bronkospasme)
- Musklerne rundt om luftvejene trækker sig sammen, så passagen bliver smallere.
- Det giver hvæsende/pibende vejrtrækning og åndenød.
3. Overfølsomhed
- Luftvejene reagerer kraftigere på ting, som ikke generer raske lunger (fx pollen, støv, dyrehår, røg, fysisk anstrengelse, kold luft).
Jeg oplever alle tre ting!
Hvordan behandles astma?
Behandlingen fra det danske sundhedsvæsen består kun af medicinsk symptombehandling. Astma kan ikke kureres. Der er to hovedtyper af medicin:
1. Akut medicin (”anfaldsmedicin”)
- Virker hurtigt ved at afslappe musklerne omkring luftvejene, som gør det nemmere at trække vejret.
- Bruges ved symptomer eller anfald.
2. Forebyggende medicin (”kontrolmedicin”)
- Tages dagligt for at dæmpe betændelsen i luftvejene og gøre dem mindre overfølsomme.
- Forebygger anfald på længere sigt.
Andre vigtige ting
- Undgå triggere, hvis muligt (f.eks. røg, parfume, allergener).
- Regelmæssig motion kan styrke iltoptagelsesevne, men kræver ofte planlagt medicin før træning.
Klip til i dag. Jeg har nu været til lungefunktionsmåling hos min egen læge. Uden medicinpåvirkning er min lungefunktion målt til 102%. Det er alderssvarende til en 19 årig. Med medicinpåvirkning fra 'akut medicin' har jeg lungefunktion på 106%, tilsvarende en 18 årig (Jeg er 32 år). Det er skønt at se at mit hårde arbejde har båret frugt.
Som 16-årig tog jeg en beslutning om at optage en aktiv livsstil. De sidste 10 år har været med meget begrænset medicinforbrug. Akut medicin bruger jeg måske 10 gange i året ved anfald. Den forebyggende medicin bruger jeg kun, hvis jeg har haft akutte anfald flere dage i streg. Så bruger jeg den forebyggende medicin i 3-7 dage, og så stopper jeg med at bruge den. Sammenlignet med min barndom, hvor jeg brugte både forebyggende og akut medicin hver eneste dag, må vi konkludere at der er sket en betydelig forbedring.
For akut medicin har jeg reduceret mit medicinforbrug med 99,1%, sammenlignet med forbruget i min barndom.
For forebyggende medicin har jeg reduceret mit medicinforbrug med 97,1%, sammenlignet med forbruget i min barndom.
Der er selvfølgelig risiko for at denne genetisk bestemte diagnose er hvad der får mig til at stille træskoene en dag. Jeg kan ikke slippe af med den, baseret på den viden vi har om sygdommen lige nu.. Men hvis den vil slå mig ihjel, så kommer den ikke til at tage mig uden kamp. I stedet for at det slår mig ihjel som 60 årig slår det mig måske først ihjel som 85 årig. I stedet for at leve i lidelse i 10 år op til enden, skal jeg måske kun lide i 1 år. Det kræver dog at jeg er villig til at forbedre min kondition - og jeg hader at være forpustet! Jeg finder det voldsomt ubehageligt, måske pga. traumer fra barndommen af, hvor jeg gentagne har frygtet at mistet livet pga. jeg ikke kunne trække vejret. På trods af det laver jeg stadig min konditionstræning 3-6 gange i ugen. Jeg vælger lavintensitetskondition (LISS) i naturen. Jeg gør det ofte og i længere tid end nødvendigt, fordi jeg ikke er villig til at lave højintensitetskondition (HIIT), da det trigger anfald for mig. Jeg nyder at være i naturen, så jeg konditionstræner dér. Jeg vil langt hellere gøre det i rammer som jeg kan lide at være i. Der er ingen grund til at sætte unødvendige barriærer op for os selv.
En diagnose er bare et udgangspunkt. Den påvirker vores liv, men den dikterer ikke vores liv. Det er vigtigt at holde sit fokus på alle de faktorer vi har kontrol over. Vi kan forbedre os selv. Vi kan mindske vores lidelse. Vi kan holde manden med leen på afstand, selv hvis det bare er en lille smule. Det er op til os at afgøre vores karakter og hvilke principper vi ønsker at leve vores liv efter. Vil vi være et passivt offer, eller vil vi tage kampen op og gøre hvad vi kan?
Tilføj kommentar
Kommentarer