For 5 uger siden blev jeg gjort opmærksom på at man afholdte DM i Strict Curl & Rolling Thunder og tilmeldingen var åben. Så vidt jeg ved var det ikke et etableret forbund, der afholdte konkurrencen. Det var vidst mere en gruppe anerkendte atleter inde for styrkesport, der havde sammensat en konkurrence, der var efterspørgsel på og som der foretages internationale konkurrencer i. At kalde det "Danmarksmesterskaber" er derfor måske mere for sjovt, set fra arrangørernes side, men ikke desto mindre valgte jeg at melde mig til, selv om det var med meget kort varsel.
- Strict Curl udføres med en EZ-specialstang. Atleten holder stangen i hænderne og placerer sig med skuldre og bagdel mod en væg. Atletens hæle må maksimalt være 30cm fra væggen. Imens atleten holder kontakten med væggen og benene strakte, bukkes begge arme, indtil dommeren giver down-signal. Atleten har tre forsøg til at lave det tungeste løft atleten kan.
- Rolling Thunder kan sammenlignes med et ét-arms dødløft, hvor et vægtlod skal samles op fra jorden. Der bruges et +60mm fritroterende håndtag, som kan sammenlignes med tykkelsen på en sodavandsdåse. Det gør det til en udfordrende test af åben-hånd grebstyrke. Øvelsen udføres som 'Last Man Standing'. Vægten øges systematisk med 5kg, hvor atleterne falder fra, efterhånden som de ikke kan gennemføre løftet.

Tilbage i mine yngre år var jeg en habil curler, men isoleret armtræning har ikke været en fast del af min rutine i 12 år. Det bedste strict curl jeg formåede at lave i ugerne op mod konkurrencen var 74,5kg @RPE 9. Den danske rekord var 80,5kg, så at jeg kunne komme så tæt på rekorden på så kort tid kan jeg kun være tilfreds med.
Rolling Thunder havde jeg aldrig lavet før. 4 uger før konkurrencen formåede jeg at få fat i noget udstyr, der mindede lidt om hvad vi skulle bruge til konkurrencen. Jeg tog min styrke på dette udstyr fra 69,5kg @RPE 9 til 80kg @RPE 9.
Resultatet fra DM:
I Strict Curl-øvelsen løftede jeg serien 70kg, 72kg og 74kg, hvor alle løft blev godkendt. Set i retrospekt kunne jeg godt have øget mit sidste forsøg til 75-76kg. Som det kan ses på videoen løftede jeg de 74kg med overskud. Det var dog svært for mig at vurdere hvor meget jeg kunne løfte på det sidste forsøg. Denne form for styrkeløft-inspireret konkurrencestruktur, hvor vi selv vælger vægte for 3 forsøg, er meget uvant for mig, da vi i stærkmand på max-events næsten uden undtagelser bare øger vægten på stangen med et vist antal kg hver gang, indtil atleterne ikke kan løfte mere. Derudover er strict curl stadig en ny øvelse for mig, så jeg skal bruge noget mere tid på at lære at vurdere korrekt RPE på mine løft. Mit løft på 74kg rakte til en delt 2. plads i konkurrencen, kun slået af den regerende danske mester, som øgede sin rekord til 83kg.
I mine teenageår var armtræning noget jeg elskede at gå igennem. I mine forberedelser til denne konkurrence har jeg genfundet noget af den glæde og jeg forventer at have armtræning som en fast del af min rutine, om ikke andet for en stund. Desuden finder jeg det interessant hvor stærk jeg kunne nå at blive på så kort tid. Gad vide hvad der kan ske, hvis jeg fortsætter min curltræning og konkurrerer igen næste år...
I Rolling Thunder var strukturen lige som jeg kunne lide det. Vægten øges, til kun én står tilbage, dvs. jeg kunne fokusere på bare at løfte og teste grænser. Jeg formåede at løfte 82,5kg - 2,5kg mere end hvad jeg havde gjort til træning. Til gengæld må jeg sige at det originale udstyr som vi skulle løfte på til konkurrencen var meget hårdere end mit eget kopi-setup. De to præstationer kan ikke sammenlignes. Det rakte til en 5. plads. Jeg var 10kg fra 3. pladsen, så det var ingen chance for mig at nå podiet i år.Jeg er alligevel glad for min præstation, fordi jeg ved jeg gav alt jeg havde i mig. Nogle af atleterne i top 3 var åbne omkring deres brug af doping og jeg ser det altid som en personlig sejr, hvis jeg bare kan komme tæt på de præstationer som de dopede atleter kan levere.
I ny og næ melder jeg mig til konkurrencer med meget kort varsel. Andre gange melder jeg mig til noget jeg aldrig har prøvet før. Denne gang gjorde jeg begge dele! For mit vedkommende er det godt for mit mindset at gøre dette i ny og næ, fordi det betydeligt fjerner pres fra mig selv ift. hvilken placering jeg får. Jeg har ingen forventninger til min præstation, så jeg kan glemme de andre atleter fuldstændigt. Alt jeg skal fokusere på er at løfte med 100% intensitet og have det sjovt i gode venners selskab! Det lykkedes! Afholdes konkurrencen igen næste år vil jeg klart forsøge igen.
Tilføj kommentar
Kommentarer